Healing

Healing
Healing

HEALING er en energibehandling, hvor alt kan ske. Man kan arbejde med forskellige områder, rette ubalancer, afbalancere chakraer, behandle sorg, angst og andre belastninger,  heale på smerter og andre ubehag, spore os ind på, hvad kroppen prøver at fortælle os. Healing er at hele de områder, hvor du har blokeret din energi i din krop og dit følelsesliv. Healing er et arbejde med energierne. Jeg kan tune ind på dig og de områder i din krop og psyke, som har blokeringer. Hjælpe dig med at slippe uhensigtsmæssige vaner og mønstre, der er opstået i forbindelse med hændelser i dit liv. Når du bliver bevidst omkring dette, kan du arbejde videre selv og lave ændringer.

Ved healingen vil du opleve et større flow i din krop, og din energi får en langt højere frekvens. Målet er at gøre dig fri, fri til at leve det liv, du ønsker, og at være den, som du er.

Der sker en rensning, og du kan opleve at komme hjem i dig selv, og se tingene i et andet perspektiv.

Når du kommer her hos mig, starter vi med en samtale, hvor vi sammen finder kernen i din problemstilling, og belyser det, som du ønsker at få hjælp til.

Healingen i praksis

Healingen foregår liggende påklædt på en briks, så der er god mulighed for afslapning. Jeg tuner ind på din fysiske og psykiske ubalancer, i forhold til det vi har snakket om inden healingen. Jeg forbinder mig med din frekvens og mærker ubalancen, hvorefter jeg beder om, at du giver slip. Der sendes lys og kærlighed til dig og de belastede steder i din krop og din psyke.

Ofte kan belastningen ligge langt tilbage i tiden, endda også andre inkarnationer. Healingen foregår ved fuld bevidsthed, hvor både du og jeg kan komme i kontakt med hændelser fra fortiden. Disse forløses ved healingen.

Jeg arbejder med at rense chakraerne og skabe balance i krop og sind. Ingen healing er ens, og alle har forskellige behov fra gang til gang og fra person til person. Vi arbejder med det, som kommer frem lige NU.

Det vigtigste for mig er at få dig til at forstå din situation og blive bevidst omkring den. Hvorfor du er havnet her, og frem for alt hvordan du kommer videre herfra. Din historie er fortid – som gerne skal forvandles til visdom – men hvad er din nye HISTORIE. Hvordan du gerne vil have, at dit liv skal se ud? Du kan skabe det i dine tanker og visualisere, det du ønsker. Hvis du også kan føle det nye, gerne ved at leve som om det allerede er sket, og tage de valg, som du ville gøre, når du er nået frem, så er du langt tættere på dit ønske. Det er her din energi skal investeres, det er her det bringer dig videre til det næste spændende eventyr.

Gå ind i det ukendte og se nye muligheder

Nogle gange kan det være svært at træde ud i det ukendte. Man vælger ofte at være i det kendte, selv om det ikke er givende. Her kommer healingen ind og hjælper. Idet vi sammen kan skabe et nyt energi flow, der kan bringe dig videre mod det ønskede.

Det kan så også nogen gange være nødvendigt at behandle fortiden, for at slippe det, som stadig belaster. På den måde kan der blive plads til det nye, eller få koblet sig fra andres energi og indflydelse, således kan din egen power kan strømme ind til dig.

Mange af de ting vi gør, gør vi fordi andre har fortalt os, at det er sådan det er. Efterhånden er det blevet en vane, og vi tænker ikke over, om det egentlig er det, vi selv gerne vil. Healingen vil lukke op for nye muligheder og tanker, som du så kan arbejde videre med efterfølgende.

Nogle gange kan en enkelt healing være nok, andre gange kan det være godt med et forløb. Det snakker vi om, når du er her, eller du mærker selv efter, om du har fat i dig selv, eller du mister energien, og har brug for en opfølgning. Det handler om, at du får brugt din energi optimalt. Det er godt for dig, men også for dem, der er omkring dig.

Min uddannelse

Jeg har praktiseret healing siden 1998, haft healerskole og uddannet 60 elever. Jeg er uddannet hos Steen Kofoeds Healerskole i København i 1997, hvorefter jeg straks startede min egen healerskole ”SOLSKINNET.” Samtidig har jeg haft klienter og diverse kurser. Senere har jeg taget uddannelse i tankens kraft og er uddannet Mindfulnesskonstruktør. Arbejdet på forskellige store virksomheder i trekantområdet.  Jeg holder mig løbende opdateret på det spirituelle og videnskabelige i forhold til nye muligheder for mennesker og menneskets kraft. Jeg har meget erfaring med Healing og haft gode resultater, på mange forskellige problemstillinger. Jeg er kendt for at give ro, og bringe mennesker videre i deres liv på en god måde for dem.  Jeg arbejder med kærlighedsenergi og jeg vil møde dig med den uanset, hvad du måtte komme med.

En healing koster 800 kr., ved et forløb på 5 gange gives der rabat.

Ud over Fjernhealing/Healing tilbyder jeg Mindfulness, SOL & MÅNE KORT, en CD med meditationer samt forskellige energibilleder. Der er GRATIS meditationer på siden. Klik her og lad dig inspirere.